6 tips til at vågne uden smerter
Unge mennesker kan sove på en pose sten og stadig føle sig friske og udhvilede. Det er som om deres knogler er lavet af gummi og musklerne er hæftet på med ualmindeligt fleksible fjedre. Tjaa.. næsten som en madras.
Med alderen forsvinder den indbyggede madrasfunktion. Vores knogler bliver mere følsomme og musklerne stivere. Ganske langsomt begynder kroppen at stille krav til den pose sten vi plejede at kalde “seng”.
Her er seks ting du kan gøre for at vågne udhvilet og smertefri.
1. Køb den bedste madras du kan finde
Giv din krop de bedste betingelser ved at købe den bedste madras du overhovedet kan finde. Det er vigtigt med et godt fundament at bygge en god søvn på.
Det er ligegyldigt hvor mange aftenrutiner du laver om på hvis du sover på en dårlig madras. Det vil give smerte uanset.
Madrassen er det første du skal kigge på hvis du vågner med smerter i kroppen. Hvis du er som de fleste, så har du sikkert sovet alt for mange nætter på den samme madras. Nu er den begyndt at hænge i betrækket og har måske fået sære buler hist og her.
En god madras skal forme sig efter din krop og samtidig yde støtte. Som tommelfingerregel skal du købe ny madras efter otte år.
Hør Mikkel fortælle om fjedrene i en god madras:
2. Juster din sovestilling for at undgå smerter i hofte og lænd
Selv med den bedste madras kan du opleve smerter i lænden. Det sker især når du sover i en forkert sovestilling. Prøv fx at sove på siden i stedet for.
Stik eventuelt en pude mellem benene. Den hjælper med at rette ryggen ud. Små justeringer kan betyde alt for hvordan du har det om morgenen.
Hvis det er hoften der driller, kan du prøve at sove på ryggen og lægge en pude i lænden og under knæene for ekstra støtte.
3. Brug en anden pude for at lindre nakke og skuldre
Der er ikke noget som at vågne op med spændinger i nakken. Man kan dårligt dreje hovedet uden at resten af kroppen er nød til at følge med. Nej, det er ikke rart at starte dagen med hovedpinepiller og koncentreret smerte. Det er ikke lige der man henter energien til en god dag.
Hvis det er noget du ofte oplever, så bør du måske overveje en anden hovedpude. Selvom en rigtig god zoneopdelt madras kan hjælpe en del af vejen, så vil den rigtige hovedpude sikre at du vågner op uden smerter.
Smerterne opstår oftest fordi der ikke er plads til skulderen når du ligger på siden. Hovedet falder ned i en skæv vinkel og giver spændinger i nakke og skuldre. Derfor har du brug for en god fast hovedpude du kan forme så den støtter dit hoved og nakke.
Du kan finde en god hovedpude her
4. Find ro før du går i seng
Går du i seng med spændinger, vågner du med spændinger – og smerter. Sørg for at din krop er afslappet og i ro før du går i seng. Det gør du bedst ved at skabe en beroligende aftenrutine.
En time før sengetid bør du slukke for tv’et. Sæt eventuelt noget beroligende musik på, og gør klar til at gå i seng.
Hovedet skal også slappe af. Det kan være en god idé at lægge dine bekymringer væk for natten. Brug gerne ti minutter på at planlægge næste dag, og skriv dine bekymringer ned på et stykke papir. Få dem ud af hovedet.
OG lad nu være med at tage telefonen med i seng ;-)
5. Lad være med at falde i søvn på sofaen
Ah – der er ikke noget som at falde i søvn til Netflix eller en genudsendelse Frasier. Eller er der?
Sofaen er ikke god at sove på. Du ligger dårligt, og i værste fald sidder du halvt op ad et hårdt armlæn. Du har skabt grundlaget for en lang nat med spændinger og smerter.
Brug hellere tiden fornuftigt om aftenen. Sluk tv’et, og gå i seng.
6. En god morgenrutine
Ok – der kan være flere årsager til at du vågner op med smerter – årsager som vi ikke er eksperter i. Dit helbred kan være grunden til at du har smerter. Men det må du snakke med din læge om.
Uanset hvor god din seng er, så kan den ikke helbrede dine lidelser. Men en god seng er et godt fundament der støtter din krop. Den vil lindre. Den vil optimere din søvn.
Hvis du har gjort alt hvad du kunne for at sove godt og alligevel vågner med smerter, så prøv at starte dagen med et varmt bad. Det får musklerne til at slappe af og lindrer dejligt.
Prøv evt. at lave nogle strækøvelser når du står op. Når du strækker musklerne, øger du blodomløbet. Det hjælper musklen med at slappe af og lindrer smerter.